Billedet taget fra Danske Patienter.

Køge Kommune

Kursus for pårørende

Tirsdag 13. marts 2018 kl: 19:12 af: Hverdagsnyt.dk

Køge Kommune udbyder for anden gang "LÆR AT TACKLE" hverdagen som pårørende – et kursus målrettet voksne pårørende til en person med langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse.
Interesserede kan høre mere om kurset til informationsmødet den 22. marts.

En undersøgelse fra 2015 lavet for "Foreningen Pårørende i Danmark" viser, at næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, mens en ud af tre føler sig stresset.
Begge dele på grund af ekstra belastninger i hverdagen. Ca. tyve procent mener ligefrem, at de er blevet kronisk syge af belastningen.

Hvis pårørende til personer med f.eks. demens, kræft, depression eller KOL forbliver raske, kan de fortsat passe på sig selv, være aktive på arbejdsmarkedet og hjælpe deres pårørende.

Kurset "LÆR AT TACKLE" hverdagen som pårørende er med til at forebygge, at pårørende udvikler stress, depression eller mistrivsel på grund af de ekstra udfordringer, de møder. På kurset får de redskaber til at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer.
Desuden møder de andre pårørende, som er i samme situation som dem selv.

Sådan beskriver en kursist sit udbytte af pårørendekurset:

-Jeg kom på kurset og var helt nede i kulkælderen. Men efter kurset er jeg mere, som jeg var før. Jeg er blevet mere selvstændig, initiativrig og har større overskud og glæde ved livet.
-Hvis jeg på forhånd havde forstået det der med at passe på mig selv, så havde hele forløbet været nemmere.-, siger kursist fra "LÆR AT TACKLE"hverdagen som pårørende

Kurset hjælper alle former for pårørende
"LÆR AT TACKLE" hverdagen som pårørende hjælper alle voksne pårørende, uanset hvad deres nærmeste fejler, dog skal deres nærmeste være en voksen på mindst 18 år. Den nye indsats er baseret på de populære og forskningsbaserede "LÆR AT TACKLE"-kurser, der har været udbudt i hele Danmark siden 2006 og i Køge Kommune siden 2007.
Kurset forløber over syv torsdage a 2,5 time fra kl. 16.00 -18.30 med start torsdag den 5. april. Der koster ikke noget for kursusdeltagerene at deltage.

FAKTA
Der er informationsmøde torsdag den 22. marts 2018, kl. 16.00 i Sognegården, Ølby Kirke, Ølby Centeret 79-81, 4600 Køge. Tilmeldingen til kurset foregår på selve informationsmødet.
Du kan læse mere om kurset på her og om "Lære at tackle" her eller kontakte Sundhedskonsulent Anne Birkedal på telefon 56 67 69 47 eller mail: tackle@koege.dk