Valgmødet var godt besøgt i Hastrupparkens Kulturhus

FV15

Flere løsninger på vellykket integration

Torsdag 4. juni 2015 kl: 01:40 af: Rolf Larsen
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Syv politiske partier krydsede klinger om integrationspolitik ved et valgmøde i Kulturhuset i Hastrupparken i Køge. Det kom der en livlig debat ud af, og en forklaring på hvorfor Mahmoud skal hedde Mark.

Salen var godt fyldt da Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Helheldsplan Køge og en række politiske ungdomsorganisationer, havde indbudt til valgmøde.

Valgmødet var henlagt til Hastrupparkens Kulturhus, som er et af de boligområder, der huser en række nydanskere.

Temaet var først og fremmest integration og her skulle de syv partier byde ind med deres bud på, hvordan det går med integrationen og hvordan den skal blive bedre.

Spørgsmålene fra salen var mange, men svarene på udfordringerne var forskellige. Hverdagsnyt har taget nogle af de bemærkninger som paneldeltagerne bød ind med.

Astrid Krag fra Socialdemokraterne var ikke så nervøs for de unge indvandrerkvinder:
- Jeg er bange for vi får en ny underklasse i Danmark. Indvandrerpigerne skal nok klare sig. De tager lange uddannelser og jeg håber også de får godt fodfæste på arbejdsmarkedet, så de bliver fantastiske rollemodeller for deres børn og andre. Dem der ryger for meget hash, og ikke passer deres skole og laver ballade det er indvandrerdrenge. Det skal vi gøre bedre, siger Astrid Krag og fortsætter
- Det kan ikke hjælpe noget, som Jeppe siger, at hælde de drenge ud af landet, der laver ballade. De fleste er født og opvokset her i Danmark. Det er os i Danmark, der ikke har gjort det godt nok så de får en vellykket integration i samfundet.

Astrid Krag, Socialdemokraterne, mente at både nydanskerne og de etniske danskere havde ansvaret for vellykket integration
Astrid Krag, Socialdemokraterne, mente at både nydanskerne og de etniske danskere havde ansvaret for vellykket integration

Jeppe Jacobsen fra Dansk Folkeparti har haft både gode, og særdeles dårlige erfaringer med indvandrere.
- Jeg har haft en kurder som underbo, som når han fik en flæskesteg, gav han den til mig. Ved folketingsvalget stemte han på mig, for han var træt af alle de indvandrere, der ødelagde hans rygte ved at løbe rundt og lave ballade. Dem ville han have smidt ud, så han og andre som lever et helt normalt arbejdsliv som andre danskere, kan få lov til det, uden der han hver dag skal slås med at han bliver sat i samme bås som dem der laver ballade.
Jeg har boet i et boligsocialt område også, indtil jeg en dag blev slået ned af fem indvandrerdrenge. Så var jeg nødt til at flytte.

Jeppe Jacobsen var også utilfreds med at en indvandrer familie kan få det samme i kontanthjælp, som en dansker der har arbejdet og betalt skat i over 40 år, og skal have pension:
- Den nuværende regering synes det er vigtigere, at de indvandrere der kommer til landet nu, skal have flere penge end de danske pensionister der har arbejdet siden de var 12 år, til de var 65 og skal have pension. Det er det samfund som den nuværende regering har skabt, men det er ikke den måde jeg ønsker at samfundet skal være.

Morten Dahlin, Venstre, vil gerne have mere politi i de udsatte boligområder:
- Det som skaber utryghed i sociale boligområder er at politiet ikke kommer når man ringer efter dem. Det er på grund af, at politiet skal afspadsere en enorm overarbejdspukkel, efter terrorangrebene i København i februar. Der er ikke tilstrækkelig politidækning på Sjælland, og der skal være politi til stede i sociale boligområder. Det er noget jeg vil prioritere efter valget.

Kisser Franciska Lehnert, Liberal Alliance, mener at partiets 2025 plan giver vækst, så der bliver behov for alle og det giver den bedste integration.
Kisser Franciska Lehnert, Liberal Alliance, mener at partiets 2025 plan giver vækst, så der bliver behov for alle og det giver den bedste integration.

Kisser Franciska Lehnert, Liberal Alliance.
- 25 års integration har fejlet. Der er flere eksempler på at den politik vi har ført hidtil har fejlet generelt. Der hvor vi begår den første fejl er at vi klient-gør indvandrerne. Det bliver pludselig til, at alle indvandrere er syge og er klienter og skal hjælpes. Det passer ikke. Indvandrere er stærke og vil gerne klare sig selv. Liberal Alliance vil skabe rammer, hvor også indvandrerne kan få friheden til at skabe sit eget liv selv.

Senere tilføjer Kisser Franciska,
- Kontanthjælp er en ydelse man får i en kort periode, fordi man har været uheldig. Man skal ud på arbejdsmarkdet og klare sig selv. Derfor vil LA have ens kontanthjælp til alle, men med en tilføjelse, at man kan tjene en lille smule ved siden af. På den måde får man incitament og motivation til at kunne klare sig selv. Det står i LA's 2025 plan og den giver øget velstand til alle.
Den måde vi får god integration på at at få skabt vækst i samfundet, så der bliver arbejdspladser til alle. Derfor er det vigtigt at bakke op om Liberal Alliance.

Zenia Stampe, de Radiale, mener derimod at integrationen har været en succes:
- Beviset på at integrationen har fejlet er, at de er overrepræsenteret i diverse statistikker; De er flere arbejdsløse blandt indvandrere, de begår mere kriminalitet og de får ikke lige så meget uddannelse som etniske danskere. Der er ikke tale om at flertallet ikke får en uddannelse eller er kriminelle. Det provokerer mig, at vi taler os selv ned i et dybt hul i Danmark. Vi skal hele tiden gøre det værre end det er. Jeg nægter, at vi kun skal se problemerne - for det er der - men der er flere succeshistorier som vi skal have frem. Der er to parter der har skyld i at integrationen ikke er så vellykket som den kunne være; De indvandrere der kommer hertil og de etniske danskere.

Ronja Rosa Ravnskov, Socialistisk Folkeparti;
- I SF vil vi helt konkrekt stille krav til virksomheder, som arbejder for staten, at de skal ansætte lærlinge. Vi skal investere i velfærd, så der ikke skal fyres blandt de offentlig ansatte, og vi vil investere i den grønne omstilling. Hver gang vi bygger i det offentlige, skal vi tænke grønt. Der skal også være overenskomstmæssige lønninger på danske arbejdspladser.

Jonathan Simmel, Enhedslisten.
- Jeg er naturligvis enig i at politiet skal komme når man ringer efter dem. Det gælder hele landet. Der hvor vi skal sætte ind, er at sikre at der ikke bliver et behov for at ringe efter politiet.
Derfor skal vi ansætte flere pædagoger i de boligsociale områder, så der bliver dannet fællesskaber og der bliver fundet rollemodeller som de nye indvandrere kan lære af.
Men det handler ikke om etniske integration. Jeg vil ikke skelne mellem nydanskere og "gammel" danskere. Jeg vil hellere debattere, hvordan vi får alle til at tage en uddannelse og hvordan vi skaber arbejdspladser til alle. Det er den måde vi får den bedste integration.

Mahmoud blev til Mark
Det "rigtige" navn har stadig en betydning. Mahmoud rejste sig fra salen og forklarede sammenhængen:

- Jeg var ansat et sted, hvor min chef sagde til mig at i stedet for Mahmoud skulle jeg kalde mig Mark, når jeg skulle ringe og sælge. Hvis jeg hed Mahmound fik jeg ikke solgt noget, mens det gik væsentlig bedre når jeg hed Mark.

Hele panelet tog afstand fra dette, og flere bad Mahmound om at melde arbejdsgiveren til politiet, da de mente det var en overtrædelse af racismeparagraffen.

Efter valgmødet blev der serveret pizza.

FAKTA
De syv paneldeltagere var:
Jeppe Jacobsen, Dansk Folkeparti
Jonathan Simmel, Enhedslisten
Kisser Franciska Lehnert, Liberal Alliance
Zenia Stampe, de Radikale
Astrid Krag, Socialdemokraterne
Morten Dahlin, Venstre
Ronja Rosa Ravnskov, Socialistisk Folkeparti



Billeder fra Nyheder
Spejderne melder sig klar

Dannebrog i Borup inden kampen
Børnedyrskue i Borup 2018
LAN Party i Borup

Se flere billedserier i galleriet her!