Sport

HB Køge godt fra start

Mandag 12. marts 2018 kl: 19:23 af: Rolf Larsen
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Det er sjældent at se en fodboldmæssig god kamp i en premiere kamp, men HB Køge og Thisted FC var ganske seværdig, men med HB Køge som det klart bedste hold.

Nu om dage luftes der altid ud i en fodboldtrup hver vinter og hver sommer. Alt afhængig af hvor i fødekæden man er placeret, er der forskellige scenarier. HB Køge kender godt deres placering i hierarkiet. De er en udviklingsklub som udvikler deres egne spillere, henter fra overskudslageret fra de større klubber eller skriver med færdigudviklede spillere som stadig er sultne.

Sådan var det også før søndagens premierekamp i den næstbedst række mellem HB Køge og Thisted FC på kunstgræsplænen i Rishøj. Herfølge Stadion – eller Capelli Sport Stadion som det kaldes i folkemunde – er stadig dybfrossen efter den forlængede vinter, og ikke egnet til fodbold.

HB Køge har mistet de to backer, venstre Malte Amundsen til norske Rosenborg i Trondheim og højre Mark Gundelach til lokalrivalerne fra FC Roskilde. Der var umiddelbart ingen af samme kaliber i klubben, så HB Køge har hentet to lejesvende i Gregers Arndal-Lauritzen i Brøndby og Abdul Mumin i FC Nordsjælland. De kom begge ganske fint fra land i de nye omgivelser. Ellers var startformationen den samme, bortset fra den lille overraskelse at Magnus Häuser havde overtaget Mikkel Wohlgemuths plads på den centrale midtbane.
Thisted FC var inden kampen placeret på andenpladsen i rækken, og havde grumme forventninger om at komme til Rishøj, stille 9 mand i forsvaret og så håbe at de kunne får prikket et mål eller to ind i den anden ende, og så ellers liste af igen.

Men den gameplan fik HB Køge hurtigt forpurret. Det var overraskende nemt for HB Køge at tilspille sig chancer og deres udsendte havde allerede talt til fire HB Køge chancer før HB Køge ganske fortjent fik bragt sig foran efter 17 minutter. Magnus Häuser afleverer til topscorer-Martin Koch Helsted, der tager et enkelt træk og skyder så tørt med venstrepoten og den når målmanden ikke at se før den er i nettet.

Thisted FC lod sig ikke skræmme af det, og pludselig fik en thybo plads i HB Køges højre forsvarsside og placerer bolden udenfor Andreas Hansens rækkevidde. Men i det 34 minut bliver der igen ført et angreb frem mod Thisteds mål og nærmest umærkeligt trækker Gregers Arndal-Lauritzen med i venstre-siden og det var en god idé. Kristian Andersen finder ham, han tæmmer bolden og skyder så også tørt langs jorden i modsatte side af målet. Den når målmanden heller ikke at reagere på, og bum! – HB Køge igen foran. 2-1 ved pausen og man havde en god fornemmelse allerede der. Det var altså ikke så svært at spille sig frem til chancer og man havde svært ved at tro på Thisted havde styrke til at score igen.

Flipperspil i HB Køges forsvar
Men anden halvleg var lige startet da der blev spillet flipperspil i HB Køges forsvar og helt tilfældigt er gæsternes Sonny Jakobsen på det sted hvor bolden lander og udplacerer let Andreas Hansen. Mere heldig kan man næsten ikke værre. Så var kampen nulstillet igen.
Derefter var det som om kampen gik lidt i tomgang. HB Køge havde ikke rigtig flere idéer til at dirke deres forsvar op, og man begyndte at skæve til bænken for at se om der var noget mere at skyde med derfra.

Kristian Andersen har lige scoret til 3-2 og spillerne på vej tilbage på egen halvdel.
Kristian Andersen har lige scoret til 3-2 og spillerne på vej tilbage på egen halvdel.

Men "man scorer jo ikke hvis man ikke skyder mod mål", og den devise har vi set Kristian Andersen gøre flere gange før. Helt umarkeret tog han nogle træk midt på banen og lægger den så til rette til højrebenet og umiddelbart ser det højt ud, men den sejler nærmest ind over målmanden og dykker ind i netmaskerne. Stor jubel blandt de 412 tilskuere. Ja, der var 419 men de 6 var fra Thisted (stor respekt for det) og en enkelt var fra Viborg som var ovre for at se HB Køge før deres kamp på søndag. Han stod sammen med deres udsendte.
Han jublede stort set ikke, men noterede flittigt.

Med en kamp i hånden har HB Køge reelt andenpladsen indenfor rækkevidde, hvis den kamp bliver vundet, men som altid er den næste kamp den vigtigste og den er på udebane mod Viborg FF i domkirkebyen, som også hjertens gerne vil med i toppen. Der er trængsel i toppen af rækken, og der skal ikke mange pointtab til før man er tilbage i midten af rækken.

Men en god start for HB Køge på forårssæsonen. Lad os håbe de 412 tilskuere tager naboen med til næste hjemmekamp.



FAKTA
HB Køge - Thisted FC 3-2 (2-1)

1-0 (17) Martin Koch Helsted
1-1 (24) Jakup Thomsen
2-1 (34) Gregers Arndal-Lauritzen
2-2 (49) Sonny Jakobsen
3-2 (77) Kristian Andersen

HB Køges hold i kampen
Andreas Hansen
Abdul Mumin (debut)
Jean Claude Bozga
Daniel Arrocha
Gregers Arndal-Lauritzen (debut)
Lee Rochester
Henrik Madsen
Magnus Häuser (88 Mikkel Wohlgemuth)
Kristian Andersen
Alexander Bah (83 Liam Jordan, debut)
Martin Koch Helsted

Se HB Køges mål her



Billeder fra Nyheder
Spejderne melder sig klar

Dannebrog i Borup inden kampen
Børnedyrskue i Borup 2018
LAN Party i Borup

Se flere billedserier i galleriet her!