Corona

Køge Kommune savner retningslinjer

Tirsdag 7. april 2020 kl: 12:51 af: Hverdagsnyt.dk
Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Statsminister Mette Frederiksen bekendtgjorde mandag den 6. april, at Danmark nu stille og roligt kan åbne op igen. Det er dog en yderst beskeden åbning, som i første omgang kun omfatter børn i daginstitution og elever fra 0.-5. klasse. Her er datoen for åbning sat til den 15. april, men Køge Kommune savner retningslinjer fra sundhedsmyndigherne og KL for at fortsætte planlægningen.

Genåbningen af Køge Kommunes dagtilbud og 0.-5. klasser skal ske sundhedsmæssigt forsvarligt for at mindske smitten med coronavirus.
Detaljer om den genåbning, der sker fra 15. april, vil følge i de kommende dage.

Regeringen har i forbindelse med en gradvis genåbning af det danske samfund besluttet at begynde med dagtilbud og skoleklasser for de mindste børn. Åbningen kan gå i gang fra onsdag den 15. april, men de præcise detaljer skal afgøres lokalt i samarbejde med sundhedsberedskabet.

Det betyder, at der nu skal et større planlægningsarbejde i gang i både vuggestuer, dagplejere, børnehaver og i skolernes o.-5. klasser og på SFO’erne.
I Køge Kommune er der godt 6.000 børn, der skal starte igen, og der kan være mange spørgsmål: Skal børnene deles op i mindre grupper, skal alle starte på samme tid og hvordan sikrer man konkret fokus på at mindske smittespredningen med coronavirus?

Køge Kommune er i fuld gang med at planlægge hvordan det kan lade sig gøre at åbne op, og afventer i den forbindelse retningslinjer fra sundhedsmyndighederne og KL.

- Det er vigtigt, at genåbningen sker kontrolleret og trygt for både børn, forældre og de ansatte. Vi skal i samarbejde med KL, sundhedsmyndighederne og ledelserne på daginstitutioner nu i gang med at finde de løsninger, der passer bedst til det konkrete dagtilbud, siger formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest.

Meddelelsen om, at de mindste børn skal starte som de første, fik kommunerne samtidig med resten af Danmark andre i forbindelse med statsministerens pressemøde i går aftes.
Derfor vil påsken gå med den konkrete planlægning, lyder det fra formand for Skoleudvalget, Mads Andersen:

- Der ligger ikke en klar køreplan, den skal vi i gang med at udarbejde. Lige nu venter vi på en række informationer om, hvordan vi skal forholde os i forhold til de sundhedsmæssige aspekter, så vi kan sikre, at også de mindste klasser og deres lærere får en god opstart. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få sat gang i åbningen for de mindste klasser snarest, siger Mads Andersen.

Vil blive gjort ekstra rent
Der vil blive gjort ekstra rent på både skoler og i institutioner før opstart, mens en række øvrige initiativer vil falde på plads i den forestående proces.

Udvalgsformændene henviser til, at mere information vil følge i de kommende dage, primært fra de enkelte dagtilbud og skoler, som blandt andet skal tage stilling til, hvordan man skal forholde sig til børn og medarbejdere, der måtte være i risikogrupper.


FAKTA
Danmark har været lukket ned siden den 11. marts 2020. Dette grundet det skal være muligt for sundhedsvæsnet at behandle alle patienter som bliver smittet med COVID19.



Billeder fra Nyheder
Børnedyrskue i Borup 2018

LAN Party i Borup
Kunst i Medborgerhuset

Se flere billedserier i galleriet her!