Borgerne i Borup skal bl.a. vælge mellem Inge Andersen og Swingeriet kl. 21 eller Johnny DeLuxe på Køge Torv
Hverdagsnyt mener
Sammenhold, du
Torsdag 16. august 2018 kl: 22:49 af: Rolf Larsen
Køge Festuge har siden starten været holdt i uge 35. Her er Køge Kommune en væsentlig bidragsyder. Det er man ligeglad med i Borup. Her er der Kulturnat fredag den 31. august - i uge 35. Køge Kommune er fortsat en fragmenteret kommune.
Det er kun et års tid siden de fleste partier og lister lagde strategi til kommunalvalget 2017. Mange ord blev sagt i valgkampen om at nu skal kommunen samles til en enhed. En stor stærk kommune hvor alle følte sig som en del af samme Køge Kommune. Fra Herfølge til Lille Skensved, til St. Ladager, Ejby, Borup, Bjæverskov og ikke mindst Gørslev. Der skulle ikke mere tales om "Gl. Skovbo Kommune" og Køge Kommune men alle borgere skulle føle sig som borgere i Køge Kommune.
Programmet til Køge Festuge som holdes i uge 35 er bredt og varieret - også om fredagen, og det bliver spændende at se om borgerne i Borup og omegn foretrækker en flot fernisering i Kulturhuset og almindelig folkelore i Hovedgaden og Centeret, frem for Johnny DeLuxe, Queen Machine, en Tyrolerfest i Heineken teltet eller en koncert med Michael Falch. De fleste unge er formentlig allerede i Køge grundet Campus+ dagen.
Der er Børnedyrskue i Borup lørdag den 18. august og Kulturnatten kunne sagtens være lagt den 24. august i stedet for den 31. august. Det er ærgerligt for Borup borgerne at skulle vælge det helt nære eller deltage i en stor fest i Køge. Ved at have fremrykket Kulturnatten en uge kunne dette være undgået.
Måske er det helt bevidst af Kulturnattens Styregruppe, at lægge Kulturnatten den 31. august uagtet at Festugen kører på femte døgn i Køge? Det er et af de spørgsmål som Hverdagsnyt gerne vil have svar på.
Flere politikere manede i 2017 til at de ville arbejde for bedre sammenhæng i kommunen. Det skal også ske ved handling. Også i civilsamfundet. Læg derfor ikke Kulturnatten i 2019 sammen med Køge Festuge. Der skal være plads til begge arrangementer i kalenderen for Borups borgere.