Pedanterne

En historie om kommunikation og om en fejltagelse egentlig betyder så meget.

Når man går i skovene omkring Borup vil man lægge mærke til, at mange af de større skovveje er navngivet. Det er sket ved at der er sat en sten op i hver ende af vejen, hvor en stenhugger møjsommeligt har hugget navnet ind i en sten og bagefter malet de indhuggede bogstaver i fordybningerne sorte.

Flere af vejene i skovene har senere givet navn til de omkringliggende asfaltveje. Eksempler på det er Dyrhavevej, Bastebjergvej og Ebbeskovvej.
Andre navne på skovveje er Bedebakkevej, Toftevej, Skobjergvej, Ulvemosevej, Kohavevej, Troldevej, Følgsbrovej, Midtervej som der er flere af, Græsvej og Graastensvej. Hvordan netop de navne er fremkommet fortoner sig i det uvisse. Nogen kan man sikkert gætte sig til, mens få andre måske ikke er så oplagte.

Det er ikke små sten, men sten som det kræver en hest eller en motoriseret kran for at flytte på. Man kan forestille sig da stenene blev lagt ved skovvejen i Grønholt, at der kom en ordre ind til stenhuggerværkstedet, at der skal hugges navn i stenene.

Det lille værksted består kun mesteren selv og en lærling. Mesteren, en lille lav mand, sidst i halvtredserne, med en stor grånende moustache. En lidt lurvet hat han sjældent lagde fra sig, og oftest klædt i en ternet bomuldsskjorte og kraftige lærredsbukser, kunne godt klare de opgaver der kom selv.
Han kunne dog lide at give sin viden videre til den næste generation, og så var der også en at holde sig med selskab. Det kan godt være et ensomt job at hugge i sten hele dagen. Selvom de ikke talte så meget sammen de to, var det nu alligevel rart at være to. Ingen af dem havde det store snakketøj.

De fleste opgaver var naturligvis gravsten, men det var oftest trist når folk kom ind og ville have en helt speciel sten til deres afdøde. Han havde dog lært sig selv at håndtere sorg og forretning så alle kunne se sig selv i spejlet bagefter. Han var en ærlig mand.
Det var sjældent Svenstrup henvendte sig med en ordre da der ikke blev anlagt skovveje mere. Dem der allerede er der, dækker udmærket behovet for at komme rundt i skoven med de efterhånden ganske store maskiner, som bruges nu om dags. Det er noget lidt andet end for 30-40 år siden, hvor det var et sjak med motorsave som skulle rydde et helt skovstykke.

Han have lovet godset, at stenene nok skulle blive hugget inden fjorten dage, og de var allerede lagt for hver ende af skovvejen. En efterårsdag sagde han til lærlingen, han hed Jan, at det var tid at køre i skoven og få dem hugget.

Jan var en firskåren lærling, som var af den sjældne type, som ganske tidligt i skolen udmærket vidste at han ikke skulle hverken i gymnasiet eller handelsskolen, men han skulle ernære sig ved at bruge sine hænder. Han kunne lide at regne, men at skrive eller lære om musvitter var slet ikke ham.

Egentlig ville han helst komme i tømrerlære, men da han en dag cyklede hjem fra skole stoppede han og så på de flotte sten, der stod foran huggeriet. Han satte simpelthen cyklen fra sig og gik ind og spurgte om han havde behov for en lærling. Det ene håndværk kunne vel være lige så godt som det andet, tænkte han.

Han kunne lide at gøre sig umage, men også levere håndværket til tiden. Det lærte ham, at ind i mellem måtte man gå på kompromis med sin faglige stolthed for at opgaven kunne blive færdig til tiden.
Han kunne jo heller ikke forsvare at bruge alt for meget af tiden på at gøre alting hundrede procent i orden. Firs procent er oftest tilstrækkeligt.

Han var næsten færdig med sin uddannelse og kunne snart kalde sig stenhugger svend. Han fik flere og flere selvstændige opgaver af Mester, og han kunne godt mærke at han hyppigere og hyppigere var lidt hurtigere til at lære de nye teknikker end hans mester.
Opgaverne som ikke blev udført på det lille værsted, måtte man køre ud til, for det er jo oftest der stenene er. Det gjaldt også opgaven med at hugge i stenene til skovvejen.

Det var ikke så svært at hugge i stenene til skovvejen. Det behøvede heller ikke være helt perfekte vendinger, der er næppe nogen fagfolk som vil stå og kikke længe på stenen for vurdere håndværket. De vil blot notere sig navnet på vejen hugget i stenen, i bedste fald, og så gå videre i skoven. Eller måske endda løbe.

De kørte som altid sammen ud på opgaven. De tog af sted tidligt, som håndværkere altid har gjort. Jan havde sit eget værktøj med i tasken, som han efterhånden synes han udførte det bedste arbejde med, mens mesteren havde sit.
- Hvad skal vejen hedde spurgte Jan, da de havde kørt et stykke vej.
- Tømmervej, sagde Mesteren kort, og skruede op for nyhederne i radioen.
Så var der egentlig ikke så meget mere at sige til det.

Det var ikke en af de svære opgaver og var de lidt hurtige kunne de være tilbage ved frokost. Skoven var klædt i efterårsfarver, og vinden blæste frisk fra øst. Efteråret kom tidligt det år og bladene hvirvlede rundt på vejen foran dem. Inde i skoven var der imidlertid læ.
Forståelsen mellem de to var efterhånden ganske lige til, og denne opgave er en af de lettere. Skovvejen var vel godt en kilometer lang, men det var alligevel for langt at gå med værktøjet, så mesteren satte Jan af først.
- Kan jeg lige få navnet igen, spurgte Jan, da han blev sat af ved skovvejens begyndelse cirka hundrede meter nede af en anden skovvej fra asfaltvejen.
- Den skal hedde ”Tømmervej” sagde mesteren igen, og spurgte;
- Du er vel klar over hvor store bogstaverne skal være?

Det var Jan. Han tog sin lille skammel og værktøjstaske ned fra ladet og satte sig til rette foran stenen, mens han hørte mesteren køre tilbage til stenen ved den anden ende af vejen. Han målte stenen op og sørgede for at tegne ind hvor han skulle starte og slutte. Hans skitse var efterhånden rutine for ham, og han glædede sig helt til at komme i gang med noget fysisk arbejde. Det var lidt småkoldt for årstiden.

Han satte sig og lod tankerne gå på langfart, mens hammeren slog genlyd gennem den morgenfriske efterårsskov. Det var en anden lyd end de lyde som skoven selv frembringer. Forskellen var imidlertid at han ville forsvinde igen. Det ville skovens lyde ikke.

Et par timer efter lægger han hammeren fra sig. Han går et par skridt tilbage og ser på sit værk. Han er ganske godt tilfreds. Med stenhuggererhvervet er det anderledes end andre håndværk. En tømrer kan tage et nyt bræt og skære til, hvis det ikke rigtig passer. En murer kan tage nogle sten af og starte forfra. En stenhugger har et skud i bøssen. Den skulle sidde i skabet første gang. Det gjorde den også. Han kunne også mærke i kroppen det var rigtigt. Arbejdet med at hugge bogstaverne havde også givet ham varmen i kroppen.

Han kan høre sin mester komme i den lille ladvogn for at hente ham. Han går ud af bilen for at inspicere hans arbejde, men mest for at drikke en kop kaffe med ham. Han har termokanden med og to krus. Han giver Jan det ene krus og skruer låget af termokanden. Han stopper pludselig i bevægelsen.
- Sagde jeg ikke den skulle hedde Tømmervej, spurgte han så.

Jan kikker først på ham, så på stenen og så tilbage på Mester igen.
- Jo, sagde han med en overrasket stemmeføring.



Mester kikker på ham med en grimasse som Jan ikke rigtig havde set før.
- Nu må du altså sige hvad der er galt, bryder Jan tavsheden. Det kunne ikke huske Mesteren nogensinde havde været så tavs.

Mester rømmer sig let.

- Jeg sagde den skulle hedde Tømmervej. Jeg stavede det ikke for det var jeg da sikker på du kunne stave til.
- Jeg har jo også skrevet Tømrervej, siger Jan.
- Ja, det har du. Men du har ikke skrevet Tømmervej. Kan du høre forskellen, spurgte Mesteren.

Jan kunne godt høre der var et eller andet der ikke lød på samme måde, selvom ordene var næsten de samme.

- Jeg har på fornemmelsen at de to sten ikke er ens, sagde Jan.
- Ja, for jeg har skrevet Tømmervej: T Ø M M E R V E J, stavede Mester.

Der var tavshed.

- Du sagde altså Tømrervej, sagde Jan lidt stille og insisterende. Måske fordi det var det han forbandt med ordet Tømrer.
- Ja, men man laver altså tømmer i skoven. Det er ikke der, hvor tømrer normalt holder til, indvendte Mesteren, de kommer først ind i billedet når tømmeret er skovet og savet på savværket.
- Det du siger er altså at vejen begynder som Tømmervej og slutter som Tømrervej, spurgte Jan.

- og i denne ende starter den som Tømrervej og slutter som Tømmervej, tilføjede Mester.

Han belv tavs igen. Hans skuldre faldt lidt ned, mens de begge kunne høre en hjort løbe længere inde i skoven. Det var som om blæsten bar lyden ud til dem på skovvejen. De så nu begge mod stenen og lod sig ikke mærke med hjorten.

Alternativet var at finde en ny sten, fjerne den gamle, og hugge en gang til. Stenen var for tung til at de to kunne løfte den op på ladvognen. Det var ærlig talt for meget bøvl for denne lille … skønhedsfejl.

- Nå ja. Det er vel også kun pedanter der i fremtiden vil lægge mærke til det.

Jan vidste ikke rigtig hvad en pedant var. Han drak sin kaffe ud og satte sin taske og skammel op i ladvognen. Mesteren kastede et sidste blik på stenen. Gik ind i bilen og de kørte sammen tilbage på værkstedet.