Formanden for Køge/Lejre valgkreds Brian Strømsted, skal snart til at finde en ny folketingskandidat i valgkredsen.

Politik

Politiken har ikke ændret sig

Søndag 3. januar 2021 kl: 12:41 af: Rolf Larsen

Lars Løkke Rasmussen udmeldelse af Venstre ændrer ikke ved politikken, udtaler Brian Strømsted som er formand for Køge/Lejre valgkreds for Venstre.

Året 2021 begyndte med en større politisk bombe end dem der blev fyret af Nytårsaften. Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, meldte sig ud af Venstre.

Med udmeldelsen mister han, naturligvis, også sin plads som Køge/Lejre kredsens folketingskandidat for Venstre, hvor han ved sidste valg i 2019 fik 7.974 personlige stemmer i kredsen og i alt 40.745 personlige stemmer i alt.

Det er derfor en enorm kapacitet som har forladt Venstre, og Hverdagsnyt har derfor spurgt formanden for Køge/Lejre kredsen, Brian Strømsted, hvad der nu skal ske;

- Jeg deler Lars' vemod. Det er trist, og vi er kede af, at Lars har taget dette valg, det giver sig selv, at det er et tab for Venstre.

- Jeg respekterer, at Lars skulle finde sin vej fremadrettet. Lars har været i tænkeboksen i længere tid, så det kommer ikke som en overraskelse og vi har gået og ventet på Lars udmelding. Den har vi nu fået, og det giver afklaring både for Lars og os. Vi havde håbet på en løsning, hvor det ikke var endt, som det nu har gjort. Som Jacob Ellemann-Jensen har sagt, så var der bestemt brug for LLR (Lars Løkke Rasmussen red.) i Venstre, og man kunne have fundet en god rolle til ham, udtaler Søren Strømsted, som blev formand for kredsen i august 20, og fortsætter;

- Lars har givet så meget til Venstre, ligesom Venstre har givet så meget til ham. Så det er enormt trist.
Kredsen bruger kræfterne på fremtiden, og nu er der afklaring, så vi kan komme videre. Vi skal have valgt vores kandidat. Køge/Lejre kredsen er en rigtig attraktiv Venstre kreds med et meget dynamisk og stærkt team gennem vores to kommuneforeninger. Kig bare på sidste Folketingsvalg.
Vi glæder os meget til arbejdet med at finde en ny kandidat.

Brian Strømsted slutter med denne bemærkning;
- Politikken har ikke ændret sig hos os og vi arbejder videre for et liberalt Danmark.