HB Køge halsede efter Silkeborg spillerne i hele kampen. Her symboliseret af Jakob Johansson

Overmagten var for stor

Lørdag 17. april 2021 kl: 20:58 af: Rolf Larsen

HB Køge sneg sig med i oprykningsspillet på det yderste mandat. Silkeborg derimod er blandt de tre hold som har skilt sig ud fra de øvrige, og reelt spiller med om oprykning. Jyderne spillede friskt til og selvom svanerne forsøgte at følge med, måtte de dog give efter på et tidspunkt for presset.
Det positive er at det første skete i anden halvleg, men HB Køge var reelt uden chancer.

Som altid begynder vi dækningen af kampen med HB Køges startopstilling. Der var fundet plads til både Effiong Nsungusi Jnr. og Martin Koch Helsted. På fløjen var der lidt overraskende også plads til Jakob Johansson. Det betød at Auri ikke ville grave sig ned og satse på at holde det ene point ved at spille til nul. HB Køge har trods alt kun scoret to mål i tre kampe i de første tre kampe. Glædeligt er det at anfører Eddi Gomes havde udstået sin karantæne og trådte ind på sin vante plads i midterforsvaret.
På midten er Mike Jensen fortsat ude og enten var Nicholas Marfelt skadet eller i karantæne efter det gule kort i Helsingør. Noget uventet var der så ikke fundet plads til Magnus Häuser som begyndte på bænken, ligesom det højst glædelige at Emilio Simonsen igen er klar.

Kampen startede med Silkeborg IF i boldbesiddelse, mens HB Køge spillerne måtte løbe nogle lange ørkesløse løb efter bolden i jydernes trekanter. Silkeborg var direkte i angrebsspillet og lige den tand hurtigere i spilopfattelse og teknik, at det berettiger at de efter kampen er hele 25 point foran HB Køge.
HB Køges chancer blev skabt på dødbolde. Enten ved frispark eller mest typisk på lange indkast fra Mikkel Qvist. Den havde de luret hos jyderne og afviste faktisk gennem hele kampen forsøg derfra.
Reelt formåede HB Køge ikke at tilspille sig en eneste chance, hvor man kunne sige at her skulle der være mål.

Mikkel Qvist er 204 cm. Når han hopper kan han lægge 30-40 cm til. Alligevel er det ikke nok til at nå denne bold.
Mikkel Qvist er 204 cm Når han hopper kan han lægge 30-40 cm til. Alligevel er det ikke nok til at nå denne bold

Nulløsning ved pausen
Jyderne havde nogle lidt større chancer, men Oskar Snorre var på sin plads i første halvleg. Ingen mål ved pausen gav fortsat spænding i kampen, og det var spændende hvilket udtryk HB Køge kom ud med til anden halvleg.

Det var da også et lidt mere aggressiv HB Køge hold der forsøgte at flytte spillet op på jydernes banehalvdel som kom ud efter pausen. Silkeborg fik dog efterhånden styr på spillet igen, og atter begyndte de hurtige kombinationer at sidde i skabet og helt bevidst forsøgte de at spille sig igennem midt for mål. HB Køge holdt stand i næsten en time, men efter nogle et par forsøg på mål havnede bolden hos Nicolai Wallys og han scorede udenfor Oskar Snorres rækkevidde.

Følelsen af at slaget nu var tabt sneg sig ind på en, men HB Køge forsøgte at generobre spillet, og få nogle angreb sat i vej, men jydernes forsvarsspillere var for stærke. Alt blev afvist. Ikke engang Mark Gundelach kunne runde sin back og lægge nogle giftige indlæg ind til de to stærke target mænd HB Køge havde i front. Normalt kommer målene fra højre når der bliver lagt indlæg ind fra ”Gunde”.
Motivationen, pusten og engagementet var efterhånden trykket ud af HB Køge spillerne og med mål tre minutter før tid af Magnus Mattsson lukkede kampen helt ned.

At se Oskar Snorre begik straffespark dybt ind i overtiden var sådan lidt lige meget. Heldigvis trak han ikke rødt, og var sågar lige ved at gøre sin brøde god igen, men selvom han fik labben på kunne han ikke forhindre bolden i at snige sig over stregen.

Sekundet efter fløjtede dommeren af, og der var brede smil hos jyderne mens HB Køge spillerne dukkede hovedet.

De havde ganske enkelt tabt til et bedre hold.


FAKTA
HB Køge - Silkeborg IF 0-3 (0-0)
59. 0-1 Nicolai Vallys
87. 0-2 Magnus Mattsson
90+4. 0-3 Nicklas Røjkjær (str.)

HB Køge:
Oskar Snorre
Mark Gundelach
Eddi Gomes (83. Rocco Romeo)
Mikkel Qvist
Oliver Sonne
Lorenzo Burnet (63. Emilio Simonsen)
Valon Ljuti
William Madsen (63. Magnus Häuser)
Jakob Johansson (77. Sebastian Larsen)
Effiong Nsgungusi Jnr.
Martin Koch Helsted