Selvom Auri på dette billede efter kampen ser lidt mellemfornøjet ud, var det en smilende træner som mødte pressen.

HB Køge

Auri er fortsat optimist

Søndag 18. april 2021 kl: 09:58 af: Hverdagsnyt.dk

Selvom HB Køges målsætning blev nået ved at blive nummer seks i rækken og spille om oprykning, er det fortsat ikke nok for Auri. Han vil have mere og ser allerede frem til næste kamp.

Bare et point i tre kampe har de første tre kampe i oprykningsspillet kastet af sig. Det højest realistiske opnåelige i rækken ville være at blive nummer 4, men selv den plads ser nu ud til at være udenfor rækkevidde, da FC Helsingør er otte point foran og har en kamp i hånden.

Det kunne derfor godt være en slagen træner som tog imod pressen efter kampen, men det var på ingen måde tilfældet.

- Vi tabte til et bedre hold. De er lidt hurtigere i boldomgang og i hovedet, og deres kombinationer flød bedre end vores. Skal vi flytte os og blive endnu bedre må vi ud på træningsbanen igen, og så må de spillere der er på banen i dag blive endnu bedre, siger han og glæder sig allerede til næste kamp.

- Der er ikke noget med at vi ikke spiller vores chance selvom vi har nået vores første målsætning med at komme i oprykningsspillet. Vi skal stadig vinde flere kampe og komme videre op.

Efter pausen var det som om HB Køge forsøgte at flytte spillet længere frem på banen for at blive farligere foran mål, men hurtigt fik Silkeborg omstillet sig og fik greb om spillet igen.

- Det er rigtigt at vi gerne ville prøve at have bolden noget mere og det lykkedes til en vis grad, men Silkeborg er et godt hold og deres kombinationer begyndte igen at flyde og så kom deres første mål. Herefter satte vi Emilio (Simonsen, red.) ind for at se om han kunne gøre en forskel og det lykkedes ind i mellem, men nok var det ikke.

HB Køge har fortsat Jubril Adedeji, Mike Jensen og nu igen Nicholas Marfelt ude, og med dem på banen kunne det have været en anden kamp, men erfaringsmæssigt vil Auri ikke tale om de spillere som ikke kan være med, men kun om dem som er spilleklare.

HB Køge har mulighed for at revanchere sig for nederlaget allerede på lørdag, hvor FC Fredericia gæster Capelli Sport Stadion. Denne gang muligvis med tilskuere på lægterne.