Her har Effiong Nsungusi jnr stødt bolden mod mål med hovedet, men desværre preller bolden af mod overliggeren.

HB Køge

Ingen forløsning

Søndag 13. marts 2022 kl: 21:02 af: Rolf Larsen

HB Køge skulle, men kunne ikke, Fremad Amager kunne, men lykkedes ikke, og så endte det hele som det begyndte på Køge Idrætspark da HB Køge spillede sidste hjemmekamp i grundspillet i Nordicbetligaen.
Nu bliver alt afgjort fredag aften, men skæbnen er ikke i HB Køges hænder.

Mens Fremad Amagers skæbne om at havne i ”Bund 6” var forseglet inden dagens kamp, stod der anderledes meget mere på spil for hjemmeholdet HB Køge. En sejr ville bringe holdet tilbage på den forjættede sjetteplads. Pladsen som godt nok ikke er belagt med mælk og honning, så kunne holdet undvære ture til Jammerbugt, Esbjerg og Vendsyssel, og i stedet tage turen til Hvidovre, Lyngby og Helsingør – når det går vildt til. Også kendt som Top 6.

Efter nedturen i Hobro i sidste weekend var kravet sejr til svanerne, hvis man selv skulle kunne afgøre sin skæbne. Hvis man hører til den kategori som kan lide midtbanefight, så var søndagens kamp virkelig en spitzenklasse kamp. Der blev spillet en del på tværs, og bortset fra de første 5 minutter var det Fremad Amager som var mest på bolden, mens svanerne fik lov til at løbe spidsrod mellem de i dagens anledning rødklædte modstandere.

Vinden var bitterkold, og selvom solen skinnede fra en skyfri himmel måtte spillerne hele tiden være i bevægelse for at holde varmen. Her leverede alle spillere en fejlfri indsats.

Hvis vi har sort/blå HB Køge briller på, er det forholdsvist nemt at skære kampen til. Gæsterne har 2-3 hele og halve chancer, som kunne have givet gevinst, men Oskar Snorre var igen en god mand for HB Køge og blev også kåret til Man of the match. HB Køge kan vi skære ind til to begivenheder som skal omtales.

Den første er efter 63 minutter, hvor Joachim Rothmann scorer på oplæg fra højre fra Pierre Larsen, som igen var spillet fri af Mike Jensen. Dommeren annullerer på opfordring fra linjedommeren. Han var slet ikke i tvivl. Dommeren er tvunget til at stole på sin linjedommer. HB Køge spillerne protesterede ikke, og omvendt havde kun en enkelt af amagerkanerne en hånd i vejret for at hjælpe dommerne på vej. Han havde set linjedommerens flag. Det er akademisk om Pierre Larsen var off-side eller ej nu, men var han så var den hårfin. En så god spiller som Pierre Larsen burde have holdt sig on-side. Mike Jensen kunne også have sluppet bolden lidt før.

Effiong Nsungusi jnr. har pandet bolden mod mål, målmanden er prisgivet og nu er det blot at vente på hvad bolden beslutter sig for. Den retoucherede i spil igen, efter at have mødt overliggeren. Dermed formentlig også HB Køges chance for at komme med i Top 6 slutspillet.
Effiong Nsungusi jnr. har pandet bolden mod mål, målmanden er prisgivet og nu er det blot at vente på hvad bolden beslutter sig for. Den retoucherede i spil igen, efter at have mødt overliggeren. Dermed formentlig også HB Køges chance for at komme med i Top 6 slutspillet.

Den anden var to minutter inde i overtiden, hvor Marko Stamenic finder Effiong Nsungusi jnr. i feltet og han
er umådelig svær at holde for enhver modstander. Han hopper højt, rammer bolden fint med hovedet og så de 1½ sekunder mens bolden er i luften er altså rigtig lange, før bolden preller af mod overliggeren og ikke går i nettet.

Mere skete der ikke og de 1.016 frysende tilskuere, hvoraf ca. 150 var fra Amager, kunne endelig slippe for yderligere pinsel, og skynde sig hjem i stuen og kaffen med smagen af en 0-0 kamp i halsen.
Det var en kold og bitter eftermiddag på Capelli Sport Stadion.
Stemningen var underlig stille på stadion da folk traskede ud.

Kan ikke selv afgøre det
HB Køge har nu ikke scoret mål i 5 halvlege eller 225 minutter, når man ikke tager det løse med. Det er slet ikke den vej det skulle være gået inden sæsonen. Der er igen oprustet gevaldigt og spiller for spiller ser truppen rigtig god ud, men spillet på banen er ikke sammenhængende.

Det er endda tre af de bløde modstandere som HB Køge har mødt, og sidste kamp i grundspillet er på fredag mod FC Fredericia i fæstningsbyen. Her er kravet igen ufravigeligt: Sejr og tre point på kontoen. Sker det ikke er det sikkert man skal spille om at blive ”best of the rest”.

For at komme i Top 6, skal AC Horsens tage point fra Nykøbing FC og Vendsyssel FF må ikke vinde med to mål mere end HB Køge gør – hvis man altså forestiller sig holdet vinder i Fredericia.