Borup

Støt Ukraine

Tirsdag 29. marts 2022 kl: 08:33 af: Rolf Larsen

Krigen i Ukraine berører os alle, og mange vil gerne gøre noget aktivt for at hjælpe. På privat initiativ er der nu arrangeret en støttekoncert i Borup Kulturhus, med et omfattende program. Der er dog begrænsede pladser så man skal skynde sig hvis man vil sikre sig billet.

"Hvor er det svært at sidde med hænderne i skødet og se den ene rædselsfulde reportage efter den anden fra Ukraine. Vi ser hvordan det ukrainske folk kæmper for deres land - andre tvinges til flugt og adskillelse fra deres familie, alt imens deres land sønderbombes".
Sådan udtaler Doris og Gert Lukowski der har taget initiativ til to støttekoncerter til fordel for Ukraine - den 6. april i Borup Kulturhus og den 20. april i Solrød Strandkirke.

Der var ikke langt fra tanke om en støttekoncert, til det blev en realitet. Ejbykorets dirigent Tatiana Kisselova Gudnæs var hurtig til bakke op om vores ide, for Tatiana har allerede stået for to støttekoncerter i København sammen med koret ”Verdens Sangfugle”.

Det har været fantastisk at opleve den opbakning og støtte der har været til arrangementet på tværs af foreningerne i Borup Kulturhus, mange har bidraget med deres hjælp.

Det er foreningen
Det er foreningen "Bevar Ukraine" som bliver søttet ved koncerten den 6. april i Borup Kulturhus

Der er sammensat et bredt og spændende program til koncerten. DUO bestående af Benjamin Jensen, klaver og Freya Ingebjørg Hansen violin, fra Køge Musikskoles MGK linje lægger ud med nogle smukke klassiske stykker.

Herefter vil Køges borgmester Marie Stærke byde velkommen og give os indblik i den opgave vi som borger i Køge Kommune må forvente ligger foran os. Vi skal sammen sikre, at vores gæster fra Ukraine bliver hurtigt og godt integreret i vores lille samfund.

Ejbykoret under ledelse af Tatiana Kisselova Gudnæs vil herefter overtage scenen og underholde med sange fra deres brede repertoirer. Og hvad er så mere naturligt end at følge op med en fællessang komponeret og skrevet til en konkurrence afholdt af Dansk Flygtninge hjælp 100 års jubilæum , ”Håbet en lykkelig drøm” er netop komponeret og skrevet af Tatiana Kisselova Gudnæs , Michael Gudnæs og Joan Bådsager fra Ejbykoret.

Endnu et kor som hver uge samles i Borup Kulturhus – ”High On Gospel” under ledelse af Henrik Mikkelsen kommer på scenen og vil underholde med nogle dejlige Gospel toner.

Støttekoncerten bliver afrundet med en rigtig klassisk fællessang, som alle med garanti kender – ”Kom og syng en enkelt sang om frihed”.


FAKTA
Billetter til støttekoncerten koster kr. 100,- og købes via MobilePay no: 122236 – ”Støt Ukraine”.
Her er det også muligt at give ekstra bidrag til hjælp i Ukraine. (Evt. overskydende billetter kan købes i døren på dagen)

Dørene åbnes fra kl. 18.00, og det er muligt at købe en forfriskning inden koncerten.

Alle indtægter går ubeskåret til den landsdækkende humanitære hjælpeorganisation ”BEVAR UKRAINE”.
BEVAR UKRAINE har sendt nødhjælp til Ukraine siden 2014. Nødhjælpen indsamles i hele Danmark, pakkes på lastbiler og sendes hele vejen ind i Ukraine til flygtningene og befolkningen.
Helt aktuelt er der siden 24. februar 2022 sendt hele 12 fyrre-fods lastbiler afsted alene fra deres lokale lager i Køge.
Fordi organisationen har mange års erfaring med nødhjælp i landet, er det stadig muligt for Bevar Ukraine at komme over grænsen og helt frem til befolkningen og de mange internt fordrevne i det vestlige Ukraine.

Læs mere om "Bevar Ukraine" her eller på deres hjemmeside.