Astrid Krag og Liselott Blixt giver hinanden hånden på, de vil arbejde for bedre psykiatri uanset hvem der vinder valget.

FV15

Valgmøde på Stubberupgård

Fredag 12. juni 2015 kl: 00:49 af: Rolf Larsen

Beboerrådet på Stubberupgård ved Borup havde indbudt fire partier til valgmøde. Emnerne havde beboerrådet selv valgt, men debatten greb om sig og debatten nåede højt. Blandt andet bød den på et håndslag.

Demokratiet i Danmark er stærkt. Beboerrådet på Stubberupgård ved Borup havde indbudt fire partier til debat om primært psykiatri, naturligvis, men man nåede også at komme rundt om andre emner.

Der var ingen pressefolk ud over nærværende avis, og der var kun beboere, personale og ganske få pårørende til valgmødet. Og så lige Linse Kessler som fulgte Astrid Krag rundt hele den valgkampsdag. Alligevel fandt de fire kandidater det værd at tage til valgmøde på et så fjernt sted, i forhold til der hvor de mange vælgere er, for at debattere.

Der var ikke valgkampstræthed at spore hos de fire MF kandidater
Der var ikke valgkampstræthed at spore hos de fire MF kandidater

De fire kandidater virkede ikke valglampstrætte endnu. De tre er allerede medlem af Folketinget, og skal derfor forsvare deres pladser, som Jonathan Simmel bejler til. Netop psykiatrien er et område mange partier kan blive enige om, på tværs af partiskel og det bar debatten præg af. Der var ingen af partierne som ikke ville gøre det endnu bedre for de sindslidende i Danmark. Det er blot måden at gøre det på, uenigheden opstod.

Finanslov kontra Satsmidler
Et af emnerne, som kom blev bragt op var, at der for første gang er kommet penge på Finansloven som er øremærket Psykiatrien, således at pengene er der fra starten, og ikke skal søges via Sats-puljen.

Astrid Krag (S) udtalte;
- Psykiatrien har fået en selvstændig post på Finansloven. Det er noget af det jeg er alle mest stolt af, som denne regering har udført. Den er ikke lige så stor som jeg gerne ville have den, men det var fordi vi ikke kunne blive enige med Enhedslisten om Finansloven. Vi var derfor nødt til at indgå forlig med de borgerlige, og så blev den halvt så stor. Derudover bliver der fundet penge på mellem 60 og 80 procent hvert år, så de projekter som er sat i gang, kan fortsætte.

Hvis der var to i panelet som kunne komme overens, var det Liselott Blixt og Astrid Krag. Som Liselott Blixt sagde;

- Mit hjerte brænder for psykiatrien. Jeg er socialudvalgsformand i Greve Kommune og er Sundheds- og psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, men hende jeg faktisk arbejder allerbedst sammen med er Özlem Cekic fra SF. Vi tager ofte rundt sammen og ser på bostederne og har også været i Triest i Italien for at lære nyt, om hvordan vi tager bedst hånd om de psykisk syge.

Et spørgsmål fra salen, gav afsæt til en stor forbrødring i panelet.
Spørgsmålet var henledt til Liselott Blixt, som spørgeren mente talte godt for sin sag, det undrede ham derfor at Dansk Folkeparti ville søge samarbejde med de borgerlige efter et valg, hvor han mente at det ville være sværere at få noget af det hun sagde gennemført.

Til det svarede Liselott Blixt:
- Vi har jo længe fået at vide at vi ikke er stuerene af Socialdemokraterne, svarede hun og spurgte retorisk ud i salen, om der er nogen der har hørt Helle Thorning-Schmidt tale om at de gerne vil have et samarbejde med Dansk Folkeparti? Ingen svar og hun fortsatte;
- Nu er vi "kun" støtteparti og vi kan forhandle de forskellige områder igennem der hvor vi mener vi får mest indflydelse. Meget kan vi få igennem med regeringen, men jeg tror vi på det psykiatriske område får mest igennem hos S og SF.

Den bold greb Astrid Krag og spurgte Blixt:

- Det er ord som blev sagt tilbage i forrige århundrede, skal vi nu ikke se at komme videre. Jeg tror vi begge vil det samme med psykiatrien så jeg synes vi skal give hinanden hånd på, at vi skal arbejde for bedre psykiatri efter valget.

De gav hinanden hånden på et bedre samarbejde, så noget blev dog konkret opnået ved valgmødet.

Skære i det offentlige
Valgkampens store emne er, om der skal investeres yderligere i den offfentlige sektor eller borgerne skal beholde nogle flere af deres egne penge.
Her angreb Astrid Krag den borgerlige repræsentant Flemming Damgaard Larsen, om hvordan de vil gøre det bedre med nulvækst. Her var Flemming Damgaard Larsen klar i mælet:

- Under den nuværende regering, er der kommet færre ansatte i kommunerne. Jeg har tallene her. Den nuværende regering har selv medvirket til at gøre det offentlige mindre. Det samme, som de kritiserer de borgerlige for at ville gøre.

Linse Kessler var i lære som politiker. Astrid Krag kaldte hende
Linse Kessler var i lære som politiker. Astrid Krag kaldte hende "praktikant".

I forbindelse med at beboerne på Stubberupgård gerne vil have noget beskæftige sig med, foreslog Jonathan Simmel at åbne op for offentlige produktion:

- Jeg vil arbejde for at vi skal åbne op for offentlig produktion på steder som disse. Alle skal kunne bidrage med det de kan, men det er også klart at det ikke må gå ud over virksomheder som skal udbetale overenskomstmæssigt løn.

Generelt opfordrede politikerne, beboerne og pårørende til, at skrive til dem hvis de har nogle spørgsmål fremover.

Efter valgmødet var der rundvisning på Stubberupgård af beboerrådsformanden.

FAKTA

Stubberupgård er et socialpsykiatisk bocenter under Københavns Kommune. Der bor i øjeblikket 43 beboere på Stubberupgård.

De fire politikere i panelet var:
Jonathan Simmel Enhedslisten
Flemming Damgaard Larsen Venstre
Liselott Blixt Dansk Folkeparti
Astrid Krag Socialdemokraterne