Cerius, der strår for at levere strøm til forbrugerne i bl.a. Borup, vil ikke offentliggøre årsagen til strømudfaldet mandag den 2. september.

Borup

Vil ikke offentliggøre fejlen

Onsdag 4. september 2024 kl: 21:16 af: Rolf Larsen

Store områder af Borup og Viby lå i mørke mandag den 2. september da selskabet som skal transportere el frem til forbrugerne var udsat for en fejl. De sidste fik først strøm igen kl. ca. 23.30.

Helt præcist var det 2.143 husstande som var ramt af strømudfaldet som varede fra kl. 19.24 til ca. 23.30.

Hverdagsnyt har været i kontakt med den presseansvarlige for Cerius for at høre om årsagen til fejlen er fundet;

- Fejlen skyldes en højspændingsfejl, siger den presseansvarlige hos Cerius Philip Brønnum Olesen.

En højspændingsfejl dækker jo over mange ting, kan du komme lidt nærmere ind på hvad fejlen var?

- Nej, den er ikke kendt endnu. Vi havde to mand på arbejde den aften, som var så dygtige at de fandt fejlen.

Vil I udsende en pressemeddelelse når I kender årsagen til udfaldet, eller vil I holde den for jer selv?

Nej. Den vil ikke blive offentliggjort. Den holder vi for os selv, svarer Philip Brønnum Olesen.

Sender en opfølgning
Kunderne hos Cerius kan altså ikke få oplyst hvad årsagen var til strømudfaldet var.
Den presseansvarlige Philip Brønnum Olesen sendte efterfølgende en mail til Hverdagsnyt, med følgende indhold:

Den typiske kunde i Østdanmark har strøm i kontakten 99,995 pct. af tiden. Kunderne vil dog opleve forskelle i, hvor længe og hvor ofte de oplever afbrud. Registrerer vi et mønster i fejlene, eller at kapaciteten i elnettet et givent sted er udfordret, så sørger vi for at forstærke nettet.

Cerius-Radius ejer og driver 44.000 km elnet på Sjælland, Lolland-Falster og øerne, og det er desværre uundgåeligt og naturligt, at der sker fejl eller skader, som resulterer i strømafbrydelser hos kunderne.
Der er således i gennemsnit to højspændingsfejl om dagen i vores forsyningsområde.

Hvis der er en fejl i højspændingsnettet, så vil vi først se, om kunderne kan genforsynes ved at lægge om i nettet, og lede strømmen til kunderne via andre veje. Er det ikke muligt, så vil vi med en tekniker på stedet lokalisere og udbedre fejlen.

Men den egentlige årsag til strømudfaldet i Borup-Viby området vil altså forblive en hemmelighed.