Stine Bøgh Petersen flankeret af Karen Ingerslev (tv) udviklings- og forskningschef og Kristina Louise Bliksted, direktør, Social Sundhed.

Organisationen Social Sundhed åbner afdeling i Køge Kommune

Mandag 17. marts 2025 kl: 21:17 af: Rolf Larsen

Fra maj vil mennesker i sårbare positioner i Køge Kommune, kunne få følgeskab og støtte til aftaler i sundhedsvæsenet fra frivillige brobyggere. Civilsamfundsorganisationen Social Sundhed har ansat Stine Bøgh Pedersen, der som ny daglig leder skal stå i spidsen for Social Sundhed Sjælland. Organisationen søger frivillige som vil være med til at starte Social Sundhed op i Køge kommune.

1. maj 2025 slår Social Sundhed dørene op til en ny afdeling i Køge Kommune. Derefter vil mennesker i sårbare positioner kunne få følgeskab og støtte til aftaler i sundhedsvæsenet.
Formålet er at sikre social lighed i sundhed på Sjælland, så ingen mennesker risikerer at falde mellem to stole i sundhedsvæsenet. Afdelingen med tilhørende rådgivningstelefon skal ledes af ny daglig leder, Stine Bøgh Pedersen, der kommer fra en stilling som regionsformand i Danske Fysioterapeuter.

En stærk profil til en vigtig opgave
Til at lede den nye afdeling har Social Sundhed ansat Stine Bøgh Pedersen. Hun har en faglig baggrund som fysioterapeut og har senest siddet i en stilling som regionsformand hos Danske Fysioterapeuter på Sjælland. Hendes baggrund og kompetencer skal bidrage til at etablere Social Sundhed i Køge Kommune og resten af Region Sjælland – i første omgang ved at række ud til potentielle frivillige.

Stine Bøgh Pedersen udtaler;
- Jeg glæder mig meget til at skulle være med til at bygge Social Sundhed op på Sjælland og i Køge Kommune. I første omgang handler det om, at vi skal række ud til potentielle nye frivillige i Køge Kommune, som har lyst til at gøre en forskel for andre samtidig med at de selv styrker deres faglighed og viden om social ulighed i sundhed. For mig er arbejdet med at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og mennesker i sårbare positioner utroligt vigtigt, og jeg ser frem at bidrage ind i arbejdet med den erfaring, jeg kommer med.

Ny afdeling kalder på frivillige kræfter
Sundhedsvæsenet kan være svært at navigere og finde rundt i – særligt for mennesker i udsatte eller sårbare situationer. Det betyder, at denne patientgruppe ikke altid får den hjælp og støtte, som de har brug for. For at gøre en forskel på Sjælland søger Social Sundhed derfor pensionerede sundhedsprofessionelle og sundhedsfaglige studerende, som frivilligt har lyst til at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og de mennesker, der har brug for hjælp.

For at blive frivillig skal man gennemføre et 20 timers grundkursus med fokus på social ulighed og arbejdet med socialt udsatte. Kurset afholdes i april. Derefter er man klar til at hjælpe, støtte og følges med et andet menneske til aftaler i sundhedsvæsenet. Det kan eksempelvis være aftaler på hospitalet, hos egen læge, tandlæge eller andre sundhedstilbud i lokalsamfundet.

Lokalt samarbejde om social lighed i sundhed
Sundhedsvæsenet kan være svært at navigere og finde vej i – særligt for mennesker, der lever med sårbarhed tæt på livet. I yderste konsekvens kan det resultere i ubehandlet fysisk og psykisk sygdom.

Socialsygeplejerske Tina Bergen på Sjællands Universitetshospital (SUH) Køge ser frem til en ny samarbejdspartner i Social Sundhed:
- Som socialsygeplejerske på SUH Køge, ser mine kollegaer og jeg meget frem til samarbejdet med Social Sundhed. De arbejder for at øge den sociale lighed i sundhed ved at bygge bro mellem udsatte mennesker og sundhedsvæsenet, ligesom os. Men de kommer modsat os til at være både ude i hjemmet, ved følgeskab frem og tilbage, samt har mulighed for at deltage i selve konsultationerne. Vi samarbejder allerede ofte med gadeteams, hjemmevejledere, rusmiddelcentre og andre, der er omkring patienterne for at lykkes med at få denne gruppe af sårbare patienter ind på hospitalet. Vi glæder os derfor til også at kunne samarbejde med Social Sundhed, siger Tina Bergen, socialsygeplejerske SUH Køge.


FAKTA
Vil du være med?
Kom til infomøde i Køge torsdag den 10. april kl. 17.00-18.00 i Videnshuset, Lykkebækvej 1, Køge Sygehus for at høre mere om, hvordan du som kommende eller tidligere sundhedsprofessionel kan bidrage til at skabe større social lighed i sundhed i Køge Kommune. Tilmelding sker til sbp@socialsundhed.org.

Du kan læse mere om Social Sundhed her.
Foto er fra Social og Sundhed.