Konflikten mellem Køge Kommune og Corona Camping har nu stået på alt for længe. Den skal løses nu.
Hverdagsnyt mener
Der er behov for en løsning
Tirsdag 10. december 2024 kl: 16:00 af: Hverdagsnyt.dk
Konflikten mellem Køge Kommune og Corona Camping har stået på alt for længe. De to parter politianmelder hinanden på skift. Sidst har Corona Camping politianmeldt Køge Kommune for at have fjernet deres bannere til indkørslen til Corona Camping. Køge Kommune kunne have stoppet den sag ved dialog - men valgte den konfrontatoriske løsning.
Der har i længere tid været åben krig mellem Køge Kommune og Corona Camping.Der er ingen forsonende troner fra nogle af parterne. Situationen forbedres ikke af at konflikten hele tiden optrappes af at naboer på Dyndet til Corona Camping bliver ved med at kaste ny brandbar væske ind i sagen.
Hverdagsnyt har fået aktindsigt i den seneste sag om de nedtagne bannere. Det er ikke Køge Kommune der på eget initiativ har taget dem ned, men gjort det efter henvendelse fra to naboer til Corona Camping. Første henvendelse kom den 20. oktober, men ingenting sker på rådhuset.
Ifølge aktindsigten har kommunen modtaget henvendelsen og foretog sig intet, før samme naboer rykker for en reaktion fra kommunen den 17. november. Herfra gik det til gengæld stærkt.
Den 21. november blev bannerne taget ned, og kørt ud til Køge Kommune og ligger nu et sted på Ørnevej.
Køge Kommune har trukket tilladelsen til vintercampering på Corona Camping tilbage. Denne beslutning er anket af campingpladsejerne.
Hele 22 navngivne i administrationen har enten været involveret eller været holdt orienteret om sagen.
Den forståelige reaktion fra Corona Camping var naturligvis at det var bestilt politisk sabotage som blev foretaget af nogen der var imod bannerne og deres politiske engagement.
Det var dog ikke.
Det var kommunen
Ikke én i administrationen eller blandt de fem kommunalpolitikere som også var med på begge e-mails fra naboerne, borgmester Marie Stærke inklusiv, har på noget tidspunkt taget initiativ til at tage røret og ringe til Corona Camping for at få sagen løst i mindelighed. Kommunen, som er den stærke part her, vælger den konfrontatoriske linje ved straks at tage skridt til at fjerne bannerne. Uden varsel.
Fronterne er trukket stejlt op. Hverdagsnyt har henvendt sig til Corona Camping. De er ikke enig i at bannere stod på kommunens ejendom og de har ikke fået en henvendelse fra kommunen.
Hverken før eller efter de blev taget ned.
Ifølge Corona Camping har kommunen tidligere henvendt sig til Corona Camping for at få dem til at fjerne bjørneklo nøjagtig det sted hvor bannerne stod.
Det kan også undre.
Ifølge aktindsigten, hvor et svar forslag fra administrationen til borgmesteren blev fremlagt i en e-mail står der ”(…) der kan være dynamit i svaret.”.
Hvorfor al det drama? Blot den forholdsvis lille opgave med at flytte nogle bannere et par meter, hvis det overhovedet er aktuelt, skal køre op på den måde i rådhusets administration?
Køge Kommune har optrappet konflikten ved at fjerne bannerne på disse skilteholdere. Det er endnu uafklaret om Køge Komme har ret i om de stod på privat grund eller ej.
Køge Kommune har politianmeldt Corona Camping, men politiet har afvist sagen. Nu har Corona Camping politianmeldt Køge Kommune for at fjerne bannerne ulovligt.
Dette har stået på alt for længe. Det må og skal stoppe nu. Opfordringen må være at den stærke(!) part i form af borgmester Marie Stærke fra Køge Kommune, bider hovedet af al skam og tager skridt til at slutte denne konflikt i mindelighed.
Det er Køge Kommunes forvaltning tjent med.
Det er borgerne i Køge Kommune tjent med.
Det er Corona Camping, og de borgere der har valgt at bo der i særdeleshed tjent med.
Det skal komme fra dig Marie Stærke. Vis lederskab. Der er løsninger på alt. Også på denne sag. Nogle skal der kikkes andre steder end de traditionelle, men denne vedvarende konflikt er ikke værdig for Køge Kommune.
Det skal stoppe nu.
Billeder fra Nyheder
Spejderne melder sig klar | ||
Dannebrog i Borup inden kampen |
Børnedyrskue i Borup 2018 |
LAN Party i Borup |
Se flere billedserier i galleriet her! |